Hvordan lyder samtalen mellem dig og din krop, når du træner? Kunne det være den type af samtaler, som vi alle kender, hvor den ene part fortæller om noget, der ligger vedkomne på sinde, mens den anden enten ikke lytter, tænker mere på hvordan det vil være smart at svare, eller relaterer det til noget de selv kender, og kommer til at tænke mere på det? Eller er det den type af samtale, hvor den ene har taletid og den anden bare lytter, for efter når alt er sagt, at spørge om der er noget, der skal være anderledes eller om vedkomne bare skulle have luft?
Eftersom så meget andet i vores tid, helst bare skal fixes, optimeres og være produktivt, kan jeg forestille mig, at det mest er den første type af samtaler vi fører. Min mistanke bliver også forstærket når jeg hos mine patienter spørger ind til omstændigheder omkring overbelastnings skader. De har jo ofte hørt kroppen bede om, at de ville lytte til den, men det har ikke passet ind i marathonløbet ikke at gennemføre, eller til cros-fitt at være svagere end hende, der mindst er 15 år ældre. Hvis der overhovedet er blevet lyttet, er der blevet lavet en hurtig forhandling til egoets fordel, eller en over-ruling af advarslerne, fordi der var en stemme der snakkede højere.
Prøv næste gang du er til træning og lyt til kroppen undervejs. Hvad vil den være med til, og hvad er ikke ok? Hvem er det, der bestemmer, når der bliver taget beslutninger om træningsintensitet, varighed og frekvens? Du kan også vælge deciderede træningsformer, hvor der i forvejen er sat rammerne for at spørge kroppen, hvad den har at fortælle ex. yoga, Tai-chi eller Qigong. Eller få en rutine omkring, at gå ned i tempo under træning, holde “lytte-pauser” undervejs og modtage det du får af vide, og ikke mindst, agere efter det.